Look fantastic beauty box - July

Postcard from L.A.

usa roadtrip beverly hills

Jeg synes efterhånden det er blevet tid til at fortælle lidt om min tur til USA og for at det ikke skal blive en alt for stor mundfuld, har jeg valgt at dele det lidt op i en postkort-serie. Første postkort er fra Los Angeles, hvor vi startede og som nok var den by jeg havde set mest frem til at besøge. Det var generelt en ret blandet oplevelse, vi var begge en smule skuffede over byen og vi fik aldrig rigtig følelsen af at være i USA mens vi var der.

 

Vi skulle flyve fra Billund tidligt lørdag morgen, men da vi ankom til lufthavnen var vores fly til Paris, hvor vi skulle mellemlande, aflyst. Som de eneste var vi ikke blevet ombooket, men efter lidt tid i kundeservice lykkedes det at få os på et fly til Frankfurt 4 timer senere. Da vi ankom til Los Angeles lørdag aften var det noget gråt og vi småfrøs begge på vej til Hertz, hvor vi skulle hente vores bil. Vi fik lov at køre rundt i en super fin Mazda 3, og eftersom ingen af os nogensinde havde prøvet at køre med automat gear krævede det lige lidt øvelse ikke at jokke bremsen i bund når man normalt ville bruge koblingen. Det gik alt sammen og vi fandt frem til vores hostel, som lå i Hollywood lige op og ned ad walk of fame. Vi var ret uheldige med vores roommates og så faktisk ikke vores værelse med lyset tændt en eneste gang da vi altid var dem der stod først op og gik sidst i seng.

Søndag var vores første rigtige dag i L.A og vi besluttede hurtigt at vi ville få set lidt af byen, men samtidig slappe af efter den lange flyvetur. Vi startede ud på et lille hyggeligt lokalt marked og efterfølgende tog vi til Santa Monica og Venice beach for at opleve stemningen, da det blev aften gik vi en tur på Walk of Fame og spiste fisketacos. Søndag var klart den dag hvor vejret var bedst og mine skuldre var blevet godt røde da vi kom tilbage på vores hostel sent om aftenen.

Mandag kørte vi en tur op i bjergene for at besøge forlystelsesparken Six Flags som har en hel masse vilde rollercoasters – det var virkelig svært at vælge, hvilke vi skulle prioritere at prøve, da det var umuligt at nå det hele. Amerikanere er virkelig åbne og imødekommende mennesker og i køen til en af rutschebanerne faldt vi i snak med to fyre fra Oregon som vi besluttede os for at følges rundt med. Da Parken lukkede og slukkede kørte vi tilbage til vores hostel for at gøre os lidt klar inden vi mødtes med fyrene igen til lidt aftensmad og hygge.

Tirsdag morgen besluttede vi os for at tage på kendis spotting i Beverly Hills og så skulle vi selvfølgelig også lige forevige dagen med et billede foran Beverly Hills skiltet. Vejret var ret gråt om formiddagen, så efter vores tur rundt i Beverly Hills besluttede vi os for at shoppe lidt ved The Grove og i Beverly Center. Da vi havde fået stillet den værste shoppetrang var vejret klaret op og vi blev enige om at tage en tur på stranden. Vi købte lidt lækker take-away at tage med og så hyggede vi os ellers gevaldigt i bilen derud – indtil vi kom til at kigge op på himlen som i mellemtiden var blevet meget mørk. Lidt halv-deprimerede kørte vi ind til siden og spiste vores medbragte mad i bilen mens vi diskuterede hvad vi skulle stille op med situationen. Efter mange overvejelser fortsatte vi mod stranden men da vi kom derud blæste det helt vanvittigt, så vi vendte om og kørte tilbage mod byen. Da vi senere på eftermiddagen kørte mod Hollywood skiltet var vejret endnu ikke klaret rigtig op og da vi kom til toppen af udsigtspunktet var der så tåget at man ikke engang kunne ane hvor Hollywood skiltet var. Det var lidt en fiasko, så vi smed en besked afsted til drengene fra dagen før og aftalte hurtigt at mødes på vores hostel og få nogle øl i stedet for.

Onsdag var vores sidste dag i L.A inden vi skulle påbegynde turen mod Vegas og vi havde allerede hjemmefra bestemt at vi selvfølgelig ikke kunne tage til Los Angeles uden at tage en tur i Disneyland, så det gjorde vi. Prisen for at komme ind var lidt vanvittig, men det var en kæmpe oplevelse og vi havde en super god dag, så i sidste ende var det vel givet godt ud. Aftenen sluttede af med et kæmpe fyrværkeri show med sang og lys i slottet i anledning af deres 60 års jubilæum. Det var sindsygt smukt og en oplevelse jeg ikke ville have været foruden.

 

… Fortsættelse følger!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Look fantastic beauty box - July